Det er faktisk længe siden, jeg har gået tur langs åen. Og det er - desværre - endnu længere siden, jeg har set isfuglen fise forbi.
For nogle dage siden læste jeg, at isfuglene nogle steder havde svært ved at klare sig og overleve, når søerne frøs til. Helt så galt går det vel ikke ved en å - men alligevel...
Og det er jo altså også en rum tid siden, jeg sidst så den.
Men gås, det skulle der altså i solskinnet (gås er altså ikke en gås, men altså passiv af at gå ... ja, det vil jo altså faktisk sige aktiv gåning, altså!).
Men, men, men ... fisuglen var der. Ligesom sidst var jeg gået hjemad uden at have set den og havde jo da stort set opgivet håbet. Men - også ligesom sidst - traf jeg den i fuld fart lige forbi min egen have!
Egentlig kunne jeg have sparet gåturen og bare sat mig til rette nede i haven og ventet.
Men det var nu nok lidt mere oplevelsesrigt at gå en lille tur i det fine vejr!
Jeg har ikke gulfiser at bidrage med, men rødhalsen fra min forhave, der tager et lille akrobatisk spring... Om den så tror, den har lavet en isb(r)æ, ved jeg ikke, men så burde den jo være kold i ørven, og det lod det nu ikke til!