Jeg vil også her sige tak til alle for en rigtig god weekend, synd at også Knud Ellegaard måtte melde fra, men vi håber til gengæld på, at både Jørgen Dam og Knud er på dupperne til august...
Her er en Okkergul randøje fra fredag, der var endnu ikke så mange af de spændende sommerfugle på plads, så man måtte jo være lidt nøjsom, men sådan en her er da også charmerende!
Vejret viste sig fra sin pæneste side med masser af sol. Temperaturerne var ikke lammende, så det var behageligt at færdes ude.
Alting er muligvis noget forsinket i år på grund af det langtrukne, kølige forår. For mig var der et glædeligt gensyn med Grøn Busksommerfugl, som vel egentlig ikke burde have været der længere, men de fløj da i pænt antal i egetræerne.
Ja, den fik jeg ikke så gode billeder af, at jeg vil vise dem her på tråden, men jeg fik en Vandnymfe af en art, måske kan Frits hjælpe, hvis han kommer forbi?
Og heldigvis har vi da også haft godt held med at møde Humlebisværmer. Denne gang Bredbåndet, som har forkærlighed for Syren. Den er ikke helt så nem at komme på makroafstand af, så her måtte telen i brug.
Jeg er mere til forventningens glæde ved de billeder, der kommer efterhånden, som jeg når ned til dem, så jeg holder kronologien - man kan jo altid smugkigge lidt i stikprøver...
Nu var Blåpilen så venlig at sætte sig på denne smukke stub, så det er jo en ren foræring!
Åhh,sådan er det altid! Jeg var lige så stolt af mit makrodyr i toppen af syrenerne,og så fyrer Kristian sådan et par teledyr af . Jeg fik også denne lille okkerbørge. Vinkel og dybde kunne være bedre
Jeg har brugt en masse tid på at få sat navn på de mængder af kræ, jeg har fotograferet. Det har taget masser af tid, og jeg er langt fra færdig. Men jeg fandt ihvertfald en enkelt svirreflue, som kun er meldt fra Molslab én gang før, så det var et scoop, samt en måler, som ikke er meldt derfra før. Den sidder næsten aldrig stille, så jeg har været heldig. Desuden faldt jeg også over Humlerovbille på en kokasse (kun 2 sekunder før den "dykkede" ;-)), men nok til fotos Der kommer måske mere efterhånden, men indtil videre kan I få de tre billeder
Kristian og jeg var på jagt efter overnattende kræ tidligt om morgenen, og vi fandt flere, men der var ikke dug på andre end den, vi genfandt fra aftenen inden, men denne her er meget finere, så den får I...
Den kan jo ikke have frosset så meget, når den selv har medbragt pels!
Jeg ser først nu, at du skrev dit første indlæg over min Okkergule Randøje, skal vi ikke få lavet et lille kontrafej af dig i stedet for den blå firkant?
Hvis du har et billede, du vil bruge, så send det til Kristian, så lægger han det på, det kan du ikke selv...
Der var sandelig meget fint at finde i småtingsafdelingen! Den slags blev det egentlig ikke til så meget for mit vedkommende. Jeg har nogenlunde de samme som Kirsten, men fluer og deslignende gjorde jeg ikke meget i.
Blandt mine sommerfugleskud var en enkelt Almindelig Blåfugl.
Det er heller ikke min stærke side med den slags motiver. Det plejer først at være bagefter, jeg kommer i tanke om det - og så er det for sent.
Dette billede fra ventetiden under jagten på humlebisværmeren er lidt mere det sædvanlige. Jeg kan ikke sætte navn på den, men da den nu viste sig i synsfeltet, kom den i kassen.
Nøj, hvor I har lagt på, uden at jeg har opdaget det, mon ikke jeg i morgen lægger min beduggede Padderok i morgenmodlys på, den er jeg meget glad for...
Men selv om jeg har søgt på nettet generelt og specifikt i F&N's og BioPix's søgefelter, synes jeg ikke, den ligner en af dem - nå, men godnat herfra også!
Her er et af mine morgenbeduggede billeder af den ukendte Padderok, men med god hjælp fra Kristian (og tak for det ), døber vi den Kær-Padderok...
Og tæt på en af dem var der en bregne med en lille bitte micros-ting med kaptajnstriber på ryggen og to lilla pletter bagpå, den får I også lige med her, jeg har slet ikke undersøgt, hvad sådan en kan hedde, og når jeg ved det, skriver jeg det ind her!
En af weekendens gode oplevelser var mødet med Rødrygget Tornskade. Det var mest hannen/hanner, vi så, men også hun(ner). Så vidt jeg kunne se, var der mere end et par. Der, hvor vi mestendels så dem fra, var det dog en enkelt han, der spillede hovedrollen. Han var letkendelig på, at han var ringmærket med en aluminiumsring og en orangerød farvet ring.
Jeg prøvede at fange ham i luften, når han fløj op, men det var nu ikke nogen nem sag, for han var ret kvik - eller også var jeg ikke! Det var lidt svært at ramme fokus.
Her er tre billeder taget lige efter hinanden, hvor han flyver fra sin siddeplads og kaster sig ud i luften, men pludselig skifter kurs.
Mejsens billede ovenfor viser en anden han, som ikke er ringmærket. Vi så ingen territoriekampe mellem dem, selv om billederne er taget i samme tidsrum og inden for en indbyrdes afstand på vel mindre end 50 m.
Som det vil være den uopmærksomme seer bekendt, er jeg meget fascineret af dråber, og her er nogle af de mere farlige dråber, hvis man altså er meget lille...
Ja, der er da noget på de sidste blades kirtelhår, for dem jeg så, var altså også noget småt udrustet. Libellen er flot, dem var jeg slet ikke i nærheden af.
Så de får barndomsminderne frem hos dig, det er dejligt, når billeder kan frembringe længst svundne minder.
Men jeg fik sandelig også særdeles våde knæ af at tage billederne, mosen var meget fugtig og gyngende, men dråber lokker mig til positioner, jeg ellers ville afholde mig fra.
Jeg tror ikke, jeg har set dem som barn, mosen var et farligt sted, man ikke måtte gå ud i, så jeg har nok været en kylling på det punkt!
Og så var det kun på Lolland, der var en nærliggende mose, Berthas mose, og den var måske ikke særlig stor, men den var ikke så indbydende...
Har desværre ikke meget forstand på stålorm,men det var et stort og flot eksemplar Hernede ser jeg dem af og til på en enkelt lokalitet. Og tænk,stedet hedder Ståls mose Så er spørgsmålet: Hedder den Ståls mose fordi der er stålorm,eller er der stålorm fordi det hedder Ståls mose?
Nu jeg har fat i billederne fra Mols, kan jeg se, at jeg slet ikke har ryddet op i dem eller gennemset dem, det må blive senere, men her er den anden lille ven, vi fandt i træerne...
For lige at afslutte min lille forsinkede serie fra Mols, så har vi her et typisk billede på en rundvisning for turister; den røde trøje minder mig om de guider, der går rundt med et højt hævet flag i storbyer, så alle turisterne kan se guiden hele tiden og ikke risikerer at blive væk...