Jeg kan se, at Svend Ove og Conny er interesserede i bogen, og jeg vil derfor udbrede mig lidt om den her på Naturnettet! Jeg modtog mit eksemplar i forgårs, den koster med hele svineriet 849,- kr., og jeg vil gerne sige, at den ganske enkelt er så fremragende, at den nærmest overflødiggør alle andre sommerfuglebøger, man måtte have (og jeg har mange), den har et handy format, selv om den er tyk, den har fine billeder af, hvordan især natdyrene sidder, når man møder dem i naturen, det har jeg altid manglet i andre bøger, hvor de har været vist i præpareret tilstand, og det kan man ikke bruge til identifikation i de fleste tilfælde! Men samtidig er tavlerne bag i bogen af præparerede dyr også meget tydeligere end i de bøger, jeg hidtil har set. Det eneste, der er i vejen med den er, at der mangler billeder, som jeg har taget , det havde været lidt sjovt, så jeg har derfor ingen som helst økonomisk interesse i at anmelde bogen positivt, men den bør være et must i alle sommerfugleinteresserede hjem... Og så har jeg for sjov lavet lidt korrektur (jeg kan ikke lade være, når jeg først finder én fejl, man har vel lov at være lidt pedantisk )! Mellem side 10 og side 20 har jeg fundet 7 fejl i teksten, og der er billeder på siderne også, jeg har lovet den ene af forfatterne (Michael Fibiger), at jeg vil samle alle de fejl, jeg finder og sende dem i en fil, måske kan de så blive rettet, når 2. oplag kommer engang! Men det er vist en sisyfosopgave... Den bog bliver min eneste rejsekammerat, når jeg er i Sverige og hvor ellers, den kan nærmest erstatte alle tidligere indkøbte bøger, den er helt suveræn...